Færgevejen ( Faehrstrasse ) er vejen mellem det Gamle Torv ( Alter Markt )med rådhuset og havnen med færgerne . Tæt ved havnen ved hjørnet af Wasserstrasse findes der i huset nr. 17, som er byens og et af Europas ældste
værtshuse, som er stadigvæk i drift.
Bevillingen ( Schank und Braugerechtigkeit ) skulle selv i middelalderen ansøges om og bliver som beskatning nøjagtig opført i regnskab. Allerede 1332 bliver værtshuset nævnt i byens bøger. Værtshuset ” taberna apud pasagium” fik bevillingen.
Faehrstrasse nr. 17 er blevet bygget foran bymuren og sammen med byporten
Faehrtor. En fælles væg og rester af en ovn er tydelige tegn.
Færgeporten ( Faehrtor ) , som ikke findes længere, er bygget 1278. Som den eneste af byportene i Stralsund har denne port vist tagrenden til den forbipasserende. De rigt udsmykkede middelaldergavle var anbragt ved siderne.
Samtlige byporte er blevet lukket ved solnedgang. De der var kommet for sent og de som i forvejen boede foran porten, brugte havnens taverner flittig. Værtshuset beliggenhed – foran porten og tæt ved færgelejren – var et oplagt emne for at søge om bevillingen. Det store antal af ” horhuse ” ,som dengang lå lige ved siden af i Mauerstrasse, var ligeledes en store fordel for forretningen.
Tilbageblik til middelalderen og Hansetiden
Rent vand var , specielt i Stralsund, en raritet. Den foretrukne drikke var tyndøl vist p.g.a. af prisen. Den er blevet fremstillet i huse , som har haft bryggerettigheder og egen brønd. Andre ølsorter fik tilsat forstærkende ingredienser som f.eks. bulmeurt
( Bilsenkraut ). Navne som byen Pilsen og pilsner minder os om dette.
Hjemmebryg med høje alkoholprocenter var en del af tavernernes sortiment ligesom forskellige grødretter – alt tilpasset til folks behov og pengepung dvs. til kunder foran hansebyens porte som håndværker, handels- og søfolk.
Der bosatte sig også ” brandfarlige ” virksomheder. Ved siden af kajanlægget blev der kogt tjære og røget fisk. Derved blev risikoen for ildebrand i byen betydelig reduceret.
Huset Faehrstrasse nr. 17 må have haft en skytsengel. Hverken de store ildebrande i byen eller de over 80 højvande eller beskydning og belejring har ødelagt huset.
Mens Hansetiden varede, myldrede trafikken her ved den vigtigste port til havet. Dagslejere, sømænd, patricier passerede igennem byen fra sundsidens hovedindgang. Ved siden den jævne mand gik den rige borgmester Bertram Wulflam, den svenske konge Gustav Adolf, general von Loewen og byens forsvarer Lambert Steinwich igennem porten og ind eller forbi
tavernen, antagelig også apoteker, kemiker og opdager Carl Wilhelm Scheele,
sørøver og revolutionær Claus Stoertebeker,maler Caspar David Friedrich, digter
Enst Moritz Arndt m.m., som ikke har efterladt spor i arkiverne.
Hvem af disse fornemme herskaber har gjort ophold, hvad og hvor meget de drak og spiste, er heller ikke dokumenteret. Men helt sikkert er, at nogle fad øl gyngede i forbipasserendes maver på vejen ind i byen eller ned til havnen.
Huset har oplevet omskiftelige ejere og mangfoldigt brug.
De svenske matrikler – en præcis kortlægning over huse og grunde i Stralsund fra begyndelsen af 1700-tal – , som bliver beskatningsgrundlag, nævner skipperen Hans Koenig som ejer af huset. 1791 købte krydderiforhandler Daniel Friedrich Paepke huset for et beløb af 1.200 rigsdaler. 5.000 rigsdaler bliver 1847 og 1851 betalt af forskellige købmand. 1863 dykkede skibsmægleren Carl Hodorff dybt ned i pengepungen og lagde 7500 rigsdaler på husets bord. I året 1873 solgte han huset til købmand Carl Gottfried Heinzelmann.
Derefter bliver kun værtsfolk ejer af huset. I de nyere tider til 1946 var Otto Glawe og hans søn , fra 1946 til 1960 Albert Milatz, fra 1960 til1982 hans søn Werner Milatz, fra 1982 til 1999 Dieter Dettmann krovært. Siden 1999 har Hanni Hoepner overtaget beværtningen.
Hyppig ligger kromænd i strid med øvrigheden. Arkiver er fyldt med akter herom.
1882 søgte tjeneren Ernst Mueller det høje råd om udskænkningstilladelse. Den daværende borgmester fejede ansøgning af bordet og argumenterende med at der fandtes nok af den slags småforretninger. Krovært Breitsprecher oplevede i 1883 det samme, da han ville åbne restauration og logi på dette sted. Først senere
har ansøgerne haft held med sig. De fik så de nødvendige tilladelser fra byudvalget – men dog mod rådets mening.
Portvagter ved siden af – senere kaldt byvogter – blev hyppigt set på kroen. Han var nemlig også ansvarlig for at lukketiderne bliver overholdt. Om man nu har set ham på knejpen i embedes medfør eller om tørsten har overtaget magten, er ikke berettet nogen steder. Fordi han ikke har overholdt lukketider, bliver krovært Karl Glawe anklaget af stadsadvokaten i året 1904. Men den kongelige domstol som øverste instans frikendte ham.
Mange år var beværtningen udelukkende forbeholdt for stamgæster. For andre eventuelle gæster indfødte eller turister var værtshuset ” terra incognita ” dvs. ukendt område. Især værtsfolk som Milatz og Dettmann holdt meget af den familiære og ægte stemning. Efter pommersk skik vil man være for sig selv. Derfor er entreen før den indre dør blevet afspærret med en snor kaldes også touristreb på sådan en måde, at ikke-stamgæster er blevet tvunget til at søge sig en anden
knejpe.
Stralsunder originale som fx. den legendariske sejlmager Julius ” Jule ” Guldbrand søgte her ophold, ligesom alle de andre stamgæster, som holdt her til og næsten aldrig besøgte andre beværtninger. Snart ( i året 2004 ) fester her Silvia og Achim Zipperlig deres 30-årige stamgæstjubileum.
Hanni Hoepner, som har overtaget værtshuset fra familie Dettmann, har indledt en ny åbningspolitik. Inde i værtsstuen er den indre væg lagt fri sådan at det middelalderlige bindingsværk stå frem. Afspærringssnor bliver ikke længere brugt, men kan beundres som historie fortællende genstand. Nu er der fri adgang, folk fra byen, regionen og alle andre lande hilses velkommen i denne hyggelige atmosfære.
ne hyggelige atmosfære.